0

RESERVERET

21

SOLGT

11

LEDIGE

VISIONEN OM EN LEVENDE HAVNEFRONT
– UDFORMET MED RESPEKT FOR BYENS KULTURARV

Med udflytningen af den gamle trafikhavn blev der frilagt nogle helt enestående byggegrunde i det centrale Aalborg. Kommunens planlæggere havde fra starten en klar vision for området. De ønskede at menneskeliggøre de gamle havnearealer ved at trække byen og dens liv ned til fjorden. Målet var en levende og dynamisk havnefront, hvor alle kunne være med.

Med det udgangspunkt er der bygget ungdomsboliger, familieboliger, universitet, boldbaner, havnebad, parkanlæg, udstillingslokaler, musikhus og eksklusive luksuslejligheder langs kajen.

I dag behøver man blot at gå en tur på de gamle havnearealer for at få bekræftet, at visionen allerede er blevet til virkelighed.

I forrige århundrede var de gamle havnearealer med deres røde pakhuse, knejsende siloer og den travle skibstrafik en livsnerve i byen. I dag er de en vigtig del af Aalborgs kulturarv.

Det har været et ønske fra bystyret, at fortiden ikke blev visket helt bort i forbindelse med udviklingen af den nye havnefront. Aalborg er en gammel industriby, og det udtryk har man ønsket at bevare.

Derfor gentager meget af det nye byggeri de højder, former og farver, som det oprindelige byggeri havde. Enkelte pakhuse er bevaret. Det samme er lodstårnet, en kran, flere af de gamle havnespor og stueetagen af en tidligere kornsilo. Det er alt sammen mindelser om den fortid, der er en vigtig del af byens identitet.

MIDT I ALT DET SPÆNDENDE

Siloen ligger lige dér, hvor Aalborg er blevet allermest spændende. Uden for vinduerne lægger de store sejlskibe til. Få meter henne ad kajen slår Musikkens Hus dørene op, når berømte internationale kunstnere giver koncert. Lige bagved knejser Nordkraft. Det 13 etager høje kulturhus frister med film, teater, kunst, musik og idræt. Lidt længere henne ad kajen finder du Utzon Center, der er tegnet af den verdenskendte arkitekt Jørn Utzon. Centret udstiller arkitektur og design.

I både Musikkens Hus, Nordkraft og Utzon Center er der gode restauranter med spændende menukort. Det samme gælder i kvartererne omkring de tre kulturhuse, hvor der er et bredt udbud af spiserestauranter og caféer. Der er også rige muligheder for shopping i området. Fra Siloen tager det blot fem minutter til fods at nå byens gågadenet, hvor du finder masser af spændende strøgbutikker. Eller du kan besøge Friis Shoppingcenter, hvor det populære stormagasin, Magasin, åbner i løbet af 2018.

Midt i alle fristelserne er fjorden et enestående rekreativt område til ro, fordybelse og bynære   naturoplevelser. Uanset om du går eller cykler, er der nok af muligheder. Tag en slapper i de opstillede liggestole på havnepromenaden og indånd den friske luft over Limfjorden. Fortsæt mod vest og oplev Jomfru Ane Parken, hvor du om sommeren kan tage en dukkert i havnebadet. Endnu længere mod vest når du frem til Kulturbroen, der fører cyklister og fodgængere over på fjordens nordside

Kontakt Ejendoms­mægler­firmaet Thorkild Kristensen